
Lotta Lundberg

Her er Baby Harry – formet som en lille bonsai.
PASNING AF PELARGONIER
De fleste pelargonier er meget nemme planter at passe. De kræver blot lidt vand og gødning for at belønne dig med de smukkeste blomster. Og når de vokser til – en lidt større potte med god jord i. De trives bedst i potter, der ikke er alt for store.
Pelargonier må aldrig stå og soppe i vand. Hold dem hellere lidt over i den tørre side end den våde. Mange holder dem nærmest knastørre hele tiden. Jeg vander lidt mere end det, næsten som en almindelig stueplante. Men de får også lov til at tørre lidt ud af og til.
De tåler både tørke og varme, og stærk sol for de flestes vedkommende. En del af stjerne pelargonierne – især dem med hvidbrogede blade – tåler solen mindre godt, og bladene krøller indad og visner i kanterne.
Når en plante står i en potte, får den kun den næring, som vi giver den – derfor er gødning en vigtig del af pasningen. Man gøder fra forår til efterår og holder pause i vintermånederne.
Om sommeren kan du sagtens have dem udenfor, men de tåler ikke frost – og skal ind om vinteren. De bryder sig heller ikke om regn og blæst. Det ødelægger blomsterne, så et beskyttet sted er at foretrække.
Vinteropbevaring: mange taler om at lade dem gå i dvale ved 5-10 grader, sparsom vanding osv. – men de fleste almindelige mennesker har ikke forhold til dette, der kræver opvarmet drivhus el. lign.
Jeg har selv mine i huset ved en lav stuetemperatur ca. 20 grader. Her bliver de passet næsten som sædvanligt. Jeg har endda held med, at flere af dem blomstrer vinteren igennem. Så som almindelig bruger behøver man ikke at lave en hel raketvidenskab ud af pasning og overvintring.
UDENDØRS – OG/ELLER – INDENDØRS?
Forår: Jeg sætter mine største planter ud de varme dagtimer og efterhånden som nattetemperaturen kommer op over 8-10 grader kommer næsten alle ud. De får lov til at stå permanent ude indtil efteråret.
Efterår: Jeg tager mine planter ind, når nattetemperaturen kommer under 8 – 10 grader eller før.
Hvis det regner meget tager jeg alle planter ind – uanset temperatur og årstid. Pelargonier tåler ikke at stå i gennemblødt jord i mange dage ad gangen. Rødderne kan nemt begyndt at rådne af det.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til mig. Brug gerne kontaktformularen.
SKADEDYR
Pelargonier er desværre ikke fredet for skadedyr.
Jeg vil kort nævne de værste og henvise til sider, hvor du kan få mere grundig viden.
Den værste plage er de såkaldte hvide fluer, som hedder mellus. De lægger æg på undersiden af bladene, hvor de små lus suger næring ud af planten. Så forpupper de sig og bliver efter en kort tid til en hvid flue. Hele processen fra æg til voksen flyver tager ca. en måned.
Du kan læse mere om dem på https://www.plante-doktor.dk/mellus.htm
Sørgemyg er en mere uskadelig plage. De lægger æg i jorden. Deres larver spiser af planternes rødder. Bortset fra at de er irriterende, så er de relativt uskadelige. De skal være i meget store mængder eller planten skal være en lille stikling for at de for alvor gør skade. Læs mere på https://www.plante-doktor.dk/soergemyg.htm
Mere følger … Indtil da et lille råd:
