Om Pelr.dk
Kært barn har mange navne. Og for rigtig mange er deres pelargonier “kære børn”. Pelargoniernes kælenavn er “peller”, som egentlig burde staves og udtales “pelar”, så for at slippe udenom vokalen, har jeg valgt at kalde sitet her pelr, som snildt kan udtales peller.
Jeg hedder Isabelle – og i 2014 kendte jeg kun til to slags pelargonier. Den ene med lyserød blomst (Dronning Ingrid-typen), den anden med rød blomst, men ellers samme type. Du ved, dem man kan købe i ethvert supermarked. Ikke specielt interessante, så dem havde jeg forlængst afskrevet.
Men så kom jeg på besøg hos en mand, der havde de smukkeste og mest usædvanlige blomster stående i massevis. Det var pelargonier. Og jeg fik et par små stiklinger med hjem.
Det kom til at udvikle sig. Da jeg var nået op på 10-15 stykker tænkte jeg, at mit maximale antal måtte være 20. Det blev så forhøjet til 25, derefter til 40 – og så begyndte det simpelthen at gå galt for mig. Så dette er en advarsel ;-). Man bliver bidt af disse smukke og unikke blomster. “Sygdommen” pelargonitis er utrolig smitsom og uhelbredelig. Jeg har nu langt over 100 forskellige pelargonier, faktisk præcis 201 forskellige pr. 22. august 25, dertil kommer dubletterne … for jeg laver jo selv små nye planter og sender “ud i verden”. Men jeg sender også gerne rene stiklinger ud, dvs. klip i en fornuftig størrelse, der kan blive til fine planter. Det er både nemt og billigt at erhverve sig nye pelargonier som stiklinger, man selv sætter. Jeg sælger ofte 12 stk. for kr. 200 + fragt af de mindre sjældne. Du er velkommen til at skrive og høre nærmere :-).
I mine første år brugte jeg virkelig meget tid på at surfe rundt på nettet for at finde informationer om pelargonier. Det gør jeg sådan set stadig, men nu er det mere specifikt om bestemte sorter eller om en nyankommen pelargonie.
Nå, men alt det, jeg fandt ud af, ville jeg gerne dele. Derfor lavede jeg i sin tid denne hjemmeside. Først som en informationsside, men senere også som en præsentationsside, hvor jeg præsenterer mine egne pelargonier.
Under fanen “Links” kan du finde links til nyttige informationer og interessante sites. Der er ikke så mange endnu, men der kommer flere efterhånden – når jeg får tid. I sagens natur kan der aldrig komme links til ALT om pelargonier. Men især hvis du er ny “i faget”, kan det være en god starthjælp. Finder du sites eller andet, der burde lægges et link til, må du meget gerne skrive det til mig. 🙂.
Under fanen “Pasning” vil der også være links til sites, der omtaler skadedyr og sygdomme hos pelargonier.
Opdateret den 31.03.2026